Terre des Hommes

Skoleprojektet i Bhutan er et støtteprojekt, som Terre des Hommes er gået ind i, for at fattige skolebørn i de mest afsides liggende egne i Bhutan kan gennemføre et 12-årigt skoleforløb. For kun USD 30 pr. barn er det muligt at finansiere et helt skoleår med undervisningsmaterialer, mad og skoleuniform. Projektet omfatter 250 skolebørn, og fondens støtte til dette projekt dækker delvis projektets omkostninger i projektets 5. og 6. år.

Projektet i Thailand er et projekt, som Terre des Hommes deler med en thailandsk hjælpeorganisation ved navn Raindrop. Fondens bidrag støtter flyudgifter for fysioterapeuter samt mad, medicin, hjælpemidler og transport lokalt til de handicappede og til fysioterapeuterne i Sakon Nakon provinsen. Programmet har kørt i ca. 4 år ved hjælp af frivillige danske fysioterapeuter, der ved deres indsats har bevirket, at ca. 150 multihandicappede børn har fået et bedre liv. Fysioterapeuterne har arbejdet med de handicappede børn dels med fysioterapi og dels socialt, således at de handicappede har fået lært at bruge de ressourcer, de har. Alt foregår på frivillig ulønnet basis.