Projektbørn Østbørn

Beredskabsforbundet Projekt Østbørn har inviteret 120 børnehjemsbørn og børn fra socialt dårligt stillede hjem på 14 dages sommerophold i Danmark i 2011. I alt har over 2900 børn igennem tiden haft glæde af at få et tiltrængt pusterum i Danmark. Man har valgt at invitere børn fra Polen, fra det stærkt forurenede område Katowice, den såkaldte ”Sorte trekant”. Selvom man igennem mange år har inviteret børn fra dette område, har man ved flere besøg på polske børnehjem erfaret, at forholdene stadig er af sådan en beskaffenhed, at der vil gå en årrække, før disse vil være på et rimeligt niveau. Det er frivillige fra beredskabsforbundet, som står for oprettelsen af lejrene, og som yder deres fritid og ferier til projektet. Projektet er helt afhængigt af donationer fra virksomheder, organisationer, fonde mv.