Foreningen Børnelejren på Langeland

Foreningen arbejder fremdeles med at give dårligt stillede børn, som har behov for et lyspunkt i tilværelsen, et finansieret ophold på foreningens gamle bondegård, Søgård Hovedgård, der ligger i naturskønne omgivelser på Sydlangeland. Opholdet skal give børnene en positiv oplevelse og hjælpe dem til at få det overskud, de skal bruge for at komme videre i deres ofte lidt triste dagligdag. Der er tale om handikappede børn, fysisk eller psykisk syge børn, sorgbørn, misbrugte eller omsorgssvigtede børn, som kommer fra alle egne af landet. Foreningens bestyrelse arbejder frivilligt og ulønnet – både med al det administrative arbejde og med vedligeholdelsen af Søgård Hovedgård.